Om Akseleration
Verden accelererer og det sidste vi har brug for er mere fart. Med fysikkens definition in mente arbejder Akseleration tværtimod med at sætte farten ned og skifte retning.
Akseleration blev grundlagt i 2024 og har siden da arbejdet med et formål om at styrke unges livsduelighed og fastholdelsen af elever på efterskoler.
Igennem personlige erfaringer og inspireret af min uddannelse som Kaospilot arbejder jeg med metoder, der trækker på indsigter fra bl.a. udviklingspsykologi, forandringsledelse og systemisk tænkning.
Alt dette kommer til live igennem foredrag, workshops og længerevarende forløb, hvor både elever og personale arbejder aktivt med metoderne.
Mit arbejde flugter med Trivselskommisionens anbefalinger om karakterdannelse som en central del af uddannelsesforløb.
Det hele menneske i praksis
Min overordnede metode drejer sig om at kigge på mennesket igennem fire forskellige linser, der tilsammen giver en bedre forståelse for det hele menneske:
Kroppen - Det eneste hylster vi har som menneske. Kroppen har både brug for at blive aktiveret, og mindst ligeså vigtigt at restituere for at holde sig sund og rask. Jeg praktiserer selv dette igennem triatlon og langdistanceløb.
Hjernen - Måden hvorpå vi tænker og ser verden, spiller en stor rolle for vores velbefindende. Jeg øver mig selv i at se på livet som én lang læringsrejse og igennem min uddannelse som Kaospilot har jeg erfaret, at verden ofte er mere kompleks, end vi går og tror.
Hjertet - Mange undersøgelser har konkluderet, at de personer, der er gladest og lever længst, er dem, der har de stærkeste relationer til andre mennesker. Jeg anser selv mine venner, som det mest betydningsfulde i mit liv og fællesskabet i sommerens festivaler er mit årlige højdepunkt.
Ånden - Det er her, vi finder vores overordnede retning og en følelse af mening med det hele. Jeg oplevede selv vigtigheden af dette, da jeg som 23-årig mistede min kæreste til kræft, og jeg har siden da praktiseret at genfinde gnisten igennem stilheden, naturen og tilstedeværelse i nuet.
Disse linser er altså ikke kun en teoretisk metode, men også en praktisk tilgang til livet, som jeg selv har adopteret.
Om Aksel G. Rasmussen
Mit arbejde er ligesom jeg rundet af de miljøer, jeg har indgået i. Her er de vigtigste stop på min vej:
Opvækst i Malling: Her voksede jeg op med min søster, far og mor, der er henholdsvis folkeskolelærer og pædagogisk leder.
Balle Musik- og Idrætsefterskole: Mit første møde med det forpligtende fællesskab og mange af mine bedste venner, der har fuldt mig til dagen i dag.
HHX, AABC: Tre år der personligt bød på mange op- og nedture, og samtidig fik jeg her en grundlæggende samfundsforståelse.
Viborg Idrætshøjskole: En anden vigtig del af min egen dannelsesrejse igennem bl.a. fag som filosofi og livsanskuelse.
Kaospilot (nuværende): På min uddannelse i Aarhus arbejder jeg kreativt med forandringsledelse og evnen til at skabe retning i det uforudsigelige.