Få hele mennesket med, mens verden accelererer

Aktiverende foredrag, workshops og forløb, der styrker livsduelighed og fastholdelse på efterskoler

Om Akseleration

Verden accelererer, og det sidste vi har brug for er mere fart… Alligevel har jeg valgt at kalde mit initiativ for Akseleration.

Jeg fandt dog ud af, at ordet acceleration i fysikkens verden ikke kun dækker over en øgning af tempoet, men også det at sætte farten ned og at skifte retning, hvilket er mere i overensstemmelse med mit budskab.

Akseleration står ligesom jeg på et værdigrundlag af:

  • Integritet - personligt og professionelt.

  • Nysgerrighed - på mig selv, mine medmennesker og verden.

  • Tillid - til hinanden og fællesskabet.

  • Livsmod - til at holde fanen højt, når livet byder på modgang.

Formålet med Akseleration er at styrke unges livsduelighed og fastholdelsen af elever på efterskoler igennem aktiverende foredrag, workshops og faciliterede forløb.

Jeg har spurgt 200 elever, og…

91% er enige i, at foredraget satte tanker i gang i dem.

87% er enige i, at de lærte noget, de kan bruge i deres eget liv.

74% er motiverede til at gøre noget anderledes efter foredraget.

Foredrag - Det Hele Menneske

Hvordan får man hele mennesket med, når verden accelererer?

I dette foredrag kigger vi på mennesket igennem fire forskellige linser og prøver at blive klogere på nogle af de helt store spørgsmål:

  • Kroppen - Hvordan lærer vi at forstå kroppens signaler og håndtere det ubehagelige?

  • Hjernen - Hvad gør vi, når utilstrækkeligheden melder sig, og tankerne tager over?

  • Hjertet - Hvordan kan vi skabe tillid og støtte hinanden, så vi ikke føler os alene?

  • Ånden - Hvordan lader vi op, når vi bliver overstimuleret og forpustet?

Gennem personlige historier, aktiverende øvelser og konkrete redskaber, ser vi igennem disse fire linser nærmere på mennesket som helhed. Vi lærer os selv bedre at kende og finder samtidig en større taknemmelighed for hinanden og fællesskabet.

“Et af foredragets store kvaliteter er mødet mellem eleverne og et andet ungt menneske, som gavmildt stiller sine tanker om livet til rådighed.”

— Mette Louise, Lærer på Eriksminde Efterskole

Den fulde udtalelse

“Foredraget var veloplagt og i øjenhøjde med vores elever og gav på en jordnær måde nogle gode bud på, hvordan man som ungt menneske kan finde retning i tilværelsen og læne sig op af nogle grundlæggende anskuelser og principper, som både peger indad i den enkelte, men i høj grad også ud af imod et liv i fællesskabet og gensidig forbundethed med andre.

Aksel er en naturlig og levende fortæller og et af foredragets store kvaliteter er mødet mellem eleverne og et andet ungt menneske, som gavmildt stiller sine tanker og betragtninger om livet til rådighed til refleksion og genkendelse. Foredraget veksler på fin vis mellem teori, fortællinger, eksempler og øvelser, hvor eleverne selv holdes aktive.”

Om Aksel G. Rasmussen

Jeg er født i 2001 i Aarhus og kender følelsen af både at have fuld fart på og at blive tvunget til at stå helt stille.

Min hverdag består af mange timers triatlontræning (kroppen), og i min uddannelse som Kaospilot øver jeg mig i at skabe klarhed og retning i kompleksitet (hjernen).

Mine venner er det vigtigste i mit liv og især på sommerens festivaller mærker jeg, hvordan vi som mennesker kan opløfte hinanden (hjertet). Dog har jeg ikke længere den mest opløftende person i mit liv.

Som 23-årig mistede jeg min kæreste til kræft, og det var herigennem, at jeg i sandhed lærte værdien af stilhed, kærlighed og naturens gang (ånden).

De metoder jeg arbejder med i dag, har hjulpet mig med at holde balancen igennem tab og en travl hverdag.

Med Akseleration vil jeg gerne give disse metoder videre og i fællesskab blive klogere på, hvordan vi får hele mennesket med, mens verden accelererer.

Vil jeres skole gå skridtet videre?

Et foredrag kan inspirere og starte en samtale, men rigtig forandring kræver mere.

Jeg tilbyder dybere forløb og workshops, hvor både elever og personale arbejder aktivt med hele mennesket igennem de fire linser.

Kontakt mig for en dialog om, hvordan vi kan skabe et forløb, der passer til jeres skole.